Fordi det er sjovt….

•februar 14, 2008 • Ingen kommentarer

Sitet her er dedikeret til M151′ere (A1+A2 m.fl.), MUTT, jeeps - kalder det hvad du vil… Hvorfor så det? , fordi det er sjovt, fordi man aldrig bør blive helt voksen, fordi man skal huske sit indre barn og lade det lege… sidst, men, ikke mindst fordi det bare er et fantastisk køretøj.

Jeg håber, at indholdet på sitet efterhånden vil blive fyldt op med indhold der vil more, inspirere og underholde mange (ikke nødvendigvis udelukkende 151′er nørder som mig!).

Min M151A2

Jeg har efterhånden haft min M151A2 i 3 års tid, jeg købte den umiddelbart efter min datters fødsel! Jeg har tidligere haft en Triumph Spitfire Mrk III, som jeg havde stor fornøjelse med. Den blev også sat i rigtig flot stand i løbet af 3 år, og var til sidst en drøm at køre i. Det var dog en bil, der kostede mange timer med pudseklud i hånden - der er en del krom, der skal vedligeholdes! Derudover blev der også skruet en hel del på den, det er trods alt en engelsk bil med alt hvad det måtte indebære. Så den blev solgt ca. 2 mdr efter vores datter kom til verden - praktisk var den ikke, vi kunne jo ikke være tre i den!

Jeg har altid gerne ville have en M151. Det startede faktisk med, at min far ville købe en M151A1 til vores sommerhus - altid godt med et OPK køretøj når man skal på stranden. Så der gik kun ca. 4 måneder hvor jeg ikke havde en stykke legetøj (gammel bil!). Jeg var også heldig nok at overbevise min kone om bilens praktiske fortræffeligheder - der var plads til 4 i den, så søndagstur med datter, kone og hund kunne sagtens lade sig gøre. Om sommeren er min datter ikke til at hive ud af den - hun elsker at sidde i sit barnesæde med goggles på og vinke til folk!

Jeg fandt min m151A2 ved en af mine venners kollega - en gammel kending blandt 151 ejere. Den er siden blevet lettere modificeret - fået syet nye sæder, ny kaleche, påsat fording kit mm…… OG jeg er super glad for den!

Min 151′er i Oksbøl